Sorry if you notice any errors on this page - we're updating our design. Thanks for your patience!

Når jeg kommer hjem til Aabenraa

- er det første jeg orienterer mig imod, fjorden. Jeg scanner med blikket vandoverfladen og får med det samme et indtryk af vindens retning og styrke og ud fra farven ser man straks hvor intenst lyset er. Det er ikke en planlagt handling men ren refleks. Aflæsningen af vandets tilstand eller “humør” giver mig straks et overblik over hvad der i dag kan bedrives ved eller på vandet.

Er det en dag med hidsige hvide toppe på vandet, pisket op af stormende vestenvind, så er det dagen hvor vi skal have samlet lidt blåmuslinger på de mange flade stykker fjordbund. Ved den kraftige vestenvind blæses vandet over i den anden side af Østersøen og muslingerne ligger blottet og klar til at samle op. Det er næsten for let til at være sandt og muslingerne er store og sunde, så det tager ikke lang tid at samle ind til et måltid.
I så kraftig vind skal man alligevel ikke hverken fiske eller sejle lystsejlads.

Har vi dagen med spejlblankt vand, så er det frem med vandskiene. Følelsen af at stå på vandski på fuldstændigt blankt vand kan sammenlignes med at stå på ski i nyfalden sne. Helt blød og helt jævnt kan man svinge efter båden. Det sjældent det er helt stille, men når dagen er der, så er det bare at gribe chancen.

De fleste dage er det dog hverken storm eller vindstille og så er det jo genialt at sejlbådene findes i så store mængder her i det sønderjyske. Sønderjylland har et væld af fjorde, bugter, vige og beskyttede vandveje. Desuden er der meget kort afstand til det sydfynske øhav. Det bliver svært at finde et bedre farvand at tilbringe sin sejlerferie i end netop Sønderjylland og det sydfynske. De fastboende glemmer let hvor privilegeret man som sejler er her, men synet af de mange tyske og skandinaviske sejl-og motorbådsgæster gør at man bekræftes i at vi er på rette sted.

Jesper Bank                                

EM, VM og Ol guldvinder 

 

Del denne side

Aabenraa Fjord